|
THE BUSBY BABES - 2. DEL AF PROFILERNE
Træneren Bert Whalley blev sendt til Dudley; men på vejen derned gik hans bil i stykker, og han måtte tomle den tilbage til Manchester, hvor han fik fat i Jimmy Murphy. Sammen kørte de midt om natten til Dudley og bogstaveligt talt hev Duncan ud af sengen. Han sagde til dem, at de godt kunne sparet alt besværet, for han havde jo sagt, at han kun ville til United. I en alder af 16 år og 185 dage debuterede han for United den 4. april 1953 i en hjemmekamp mod Cardiff City som den næstyngste spiller i klubbens historie. Jeff Whitefoot var 80 dage ungre, da han debuterede i april 1950. Han kunne spille alle pladser, og mange gange afgjorde han på egen hånd en kamp, som United ingen ret havde til at vinde. Legenderne om hans enorme styrke er talrige. Han var 18 år og 183 dage, da han debuterede for England i en landskamp mod Skotland. Jimmy Murphy var den person, der på træningsbanen fostrede The Busby Babes. Et afsnit i hans fremragende bog 'Matt… United.. and me', er en hyldest til Duncan Edwards. Han afslutter det således: -Jeg har tit hørt Muhammed Ali råbe 'I am The Greatest'. Murphy's kommentar: -You see The Greatest of them all was an English footballer named Duncan Edwards. Samtidig med, at Murphy var træner i United, stod han også i spidsen for det walisiske landshold. Før en kamp på Ninian Park i Cardiff i efteråret 1957 gennemgik han på taktikmødet det engelske hold spiller for spiller. Han omtalte dog ikke Duncan. Reg Priest, der spillede for Newcastle, sagde: -Jimmy, you haven't named Duncan Edwards. Murphy lavede en lille pause og svarede: -You see, my friend, keep out of his way or you'll get hurt. Duncan's ben var berømte i fodbold. De var som træstammer. Under samme landskamp førte England 4-1 et kvarter før tid, da England fik et indkast tæt ved den walisiske trænerbænk. Murphy, der aldrig anså en kamp for tabt før det sidste dommerfløjt, sad rød i hovedet og opildnede sine spillere. Edwards løb ud for at tage indkastet og sagde henkastet til Murphy: -Aren't there any early trains back to Manchester, Jim, you are wasting your time here. Murphy svarede: -I'll come after you when we come back. Ingen led mere end Jimmy Murphy, da han så ham ligge hjælpeløs på hospitalet I München efter ulykken. Duncan Edwards udåndede kl. 01.16 den 21. februar 1958. Han blev begravet i sin hjemby Dudley. To blyindfattede ruder i kirken viser ham henholdsvis i United's legendariske blodrøde dragt og i England's hvide. På hans gravsted, hvor han ligger begravet sammen med sin søster, der døde kun ti uger gammel, står der øverst på stenen: -A Day of Memory Sad to recall Without Farewell He left us all. Kirken og gravstedet besøges stadigt af enkeltpersoner og grupper. På torvet i Dudley står der en statue af byens største søn. Over 5000 mennesker stod med bøjede hoveder i silende regn langs ruten ved hans begravelse. Skoler og fabrikker i nærheden havde givet elever og arbejdere fri til at overvære det. Præsten, Rev. A.D. Cateralls, stod for begravelsen. Han var en stor fodboldtilhænger og Everton supporter. På sin præstekjolen bar han sit emblem fra Everton Supporters Club. Han afsluttede sin tale med at sige: -Talent and even genius we shall see again, but there will never be another Duncan Edwards. Drengen fra Wolverhampton Street Secondary Modern School havde ret. De skulle have gemt sedlen med hans navn på. Duncan Edward's navn blev verdensberømt.
Litteratur: DUNCAN EDWARDS (Iain McCartney og Roy cavanagh) Liam havde en fremragende teknik og scorede tillige mange mål. Han havde et gennemsnit på et mål i hver anden kamp. I 1956/57, som var hans bedste sæson i Manchester United, scorede han 26 mål i 39 ligakampe. I september og oktober i den sæson scorede han i otte ligakampe i træk. I januar 1957 scorede han et fantastisk mål på en sneklædt og meget dårlig bane mod Athletic Bilbao i Europa Cup'en. Duncan Edwards afleverede til ham og fra egen banehalvdel driblede han gennem spaniernes forsvar og scorede et meget vigtigt mål, som reducerede nederlaget til 3-5. United vandt returkampen med 3-0, og da scorede han det afgørende mål kort før tid. Han var en meget troende katolik og var ofte sammen med den romersk-katolske præst Father Mulholland, der tog sig godt af de irske indbyggere i Manchester. Før pokalfinalen i 1957 var der rygter fremme om, at han ville være præst. Dertil svarede han: -No, in no way. I'm going to get married. Liam Whelan havde anskaffet sig en bil, der havde set bedre tider. Efter hans død overtog et par af hans venner den. En aften blev de stoppet af en betjent, som kiggede på bilen og derefter tog sin blok frem. Han spurgte: -Who is the owner of that car. Den ene af vennerne svarede: -It used to be Liam Whelan's. Betjenten lukkede sin blok og puttede den i lommen og sagde: -You better not drive that car again. I Dublin mindes han med en skoleturnering, der hedder Liam Whelan Cup. En ungdomsklub i det område af byen, hvor han var født hedder Liam Whelan Youth Club, og endelig er der en ungdomsfodboldklub, der hedder Liam Whelan United. Den 8. december 2006 blev en jernbanebro over Faussagh Road /Dowth Avenue i Cabra, det område hvor han var født, opkaldt efter ham. Hans familie blev meget glad, da Harry Gregg besøgte dem et stykke tid efter ulykken og fortalte, hvad Liam havde sagt kørt før ulykken indtraf: -If the worst happens, I am ready for death. I hope we all are.
Litteratur: THE TEAM THAT WOULDN'T DIE s. 141-150 (John Roberts) Da spillerne kom på banen fulgte alles øjne den høje, krølhårede fyr. Nobby Stiles siger: -Da han gik op til den første hovedstødsduel, kunne vi se, at han var klasse. Kun 17 minutter inde i kampen gik Jack Rowley igennem i højre side, og så Taylor bevæge sig mod den fjerneste stolpe. Han sendte en præcis centring ind over. Hele stadion hold vejret. Taylor steg til vejrs og kanonerede bolden i nettet med hovedet. Hattene røg op i luften, og de gamle sagde: -He'll do. Tommy Taylor var kun 18 år, da han debuterede for Barnsley, og det var her, at Jimmy Murphy så ham første gang og gjorde Matt Busby opmærksom på, at de måtte have ham. Imidlertid blev Taylor alvorligt knæskadet, da han var ved militæret og blev sendt hjem efter kun otte måneders tjeneste. Han spillede derefter ikke i 11 måneder. Da han kom tilbage ved fuld styrke, var en helt skare af klubber efter ham. Barnsley var i svære økonomiske problemer og var nødt til at sælge. Efter flere langvarige møder med ledelsen i klubben lykkedes det Busby og Murphy at forhandle en kontrakt på plads. Busby ønskede dog ikke, at han skulle belastes med en pris på £30..000, så prisen blev sat ned med £1. Den gav han dog til damen, som havde serveret talrige kopper te for dem. Tommy Taylor var en fantastisk målscorer. Trods det modtog han dog masser af kritik fra tilhængerne. Det kan undre noget, da han holdt et gennemsnit på to mål i tre kampe. Også på landsholdet scorede han på samlebånd bl.a. to mod Brasilien på Wembley i 1957. Der er vist ingen tvivl om, at med Roger Byrne, Duncan Edwards og Tommy Taylor på holdet ville England have stået stærkt ved VM i Sverige det følgende år. Flere mandspersoner i familien Taylor mistede synet, da de kom i 40erne. Ingen ved, om det samme ville være hændt for Tommy. Hans bror Bill fortalte, at Tommy havde udtalt, at han hellere ville være død, hvis han ikke kunne spille fodbold. Bill mente derfor, at det var godt, at Tommy døde i flyulykken. Han var så slemt skadet, at han aldrig ville komme til at spille igen, og han ville ikke kunne leve et ordenligt liv. Bill slutter: -You see, he loved football and he loved life, did our Tom.
Litteratur: The Tommy Taylor Story ( Brian Hughes 1996)
'David Pegg was the complete left winger, a brilliant ball player. Whichever of us was in the first team would be shunned by the other, but this was rivalry, not bitterness. David was one of the boys, always someone to be respected, and if he ever got there first, as he did with me, it was very difficult to shift him.' David Pegg spillede kun en landskamp for England. Det var i 1957 mod Irland. Tom Finney fra Preston North End, som havde spillet venstre wing i mange år, nærmede sig afslutningen af sin karriere, og der er ingen tvivl om, at David ville have overtaget hans plads. Man fik ham aldrig at se i fuld flor. Hans allerbedste kamp kom den 26. september 1956, da United på Maine Road, hvor holdet spillede sine tre første europæiske kampe på grund af manglende lys på Old Trafford, mødte Anderlecht fra Belgien. Det blev til den største sejr i klubbens historie. Resultatet blev 10-0. David Pegg kom ikke på scoringslisten; men han lagde op til ni af målene, og længe før slutfløjtet prøvede de andre at få ham på scoringslisten. Det lykkedes ikke; men det var en indsats, han aldrig overgik. David Pegg blev født i en lille by uden for Doncaster, og i dag mindes han i den lokale kirke med en stol, som er placeret på den ene side af prædikestolen. På den anden er der en lignende stol til minde om en ung lokal mand, der blev dræbt i 2. verdenskrig. Hans far har sagt, at der blev grædt meget, da de fik beskeden om hans død. Han ønskede, at Abide With Me blev spillet i kirken; men han ønskede ikke, at der blev fældet tårer. Der er stadig en skoleturnering i byen, der hedder David Pegg Cup. Litteratur: THE TEAM THAT WOULDN'T DIE s. 118-128 (John Roberts)
Tom Curry kom i 1910 til Newcastle United fra South Shields Parkside; men han debuterede først i sæsonen 1919/20 på udebane mod Arsenal. Den første del af hans karriere blev lige som mange andres ødelagt af 1. verdenskrig. Han spillede godt 200 kampe for Newcastle, inden han i januar 1929 skiftede til Stockport County. I sin tid i Newcastle gik han glip af pokalfinalen i 1924, og i den sidste tid i klubben blev han mest brugt på reserveholdet og som leder af klubbens ungdomshold.
I Stockport spillede han knap 20 kampe, inden han blev træner i Carlisle United, hvor han bl.a. trænede en vis Bill Shankley – langt senere en legendarisk manager i Liverpool. I 1934 skiftede han til Manchester United og begyndte en lang periode frem til sin tragiske død. Matt Busby sagde om ham: -The best trainer in Britain. I 1948 var han træner for det britiske olympiske hold ved OL i London, hvor de blev nummer fire efter at have tabt til Danmark i bronzekampen. I begyndelsen af sin karriere spillede Bert Whalley for Ferguson & Pallins FC i Manchester Alliance. I 1933 skiftede han til Stalybridge Celtic, der også ligger i Greater Manchester. Han spillede kun få kampe for dem, før han skiftede til Manchester United i maj 1934. Han var egenligt blevet solgt til Stockport County; men på grund af nogle tekniske problemer nægtede Cheshire League at godkende handlen. Under 2. verdenskrig gæsteoptrådte han for Oldham athletic, Bolton Wanderers og Liverpool. Bert Whalley spillede kun 33 kampe i fredstid for Manchester United. Under krigen blev det til 187 kampe for klubben. I sæsonen 1946/47 spillede han kun tre kampe på det bedste hold, og han blev i sæsonen derefter udnævnt til anfører på reserveholdet, hvor han spillede, indtil han et år senere måtte opgive karrieren på grund af en øjenskade. Derefter blev han tilknyttet trænerstaben, og blev en yderst populær træner blandt spillerne. Whalley var med på turen til Beograd i stedet for Jimmy Murphy, der den dag stod i spidsen for det walisiske landshold i en VM-kvalifikationskamp i Cardiff mod Israel. Han sad på pladsen ved siden af Matt Busby, hvor Murphy ellers altid sad. Bert Whalley blev dræbt på stedet. |
DUNCAN EDWARDS
LIAM WHELAN
TOMMY TAYLOR
DAVID PEGG
TOM CURRY
BERT WHALLEY |
Busby Babes
Historie - menu
