Long live the King
Denis Law fylder 70 år
Af: Helge Conradsen
I 1956 mødte Manchester United’s dengang uovervindelige ungdomshold The Busby Babes Huddersfield Town på udebane i Youth Cup, som United vandt i de første fem år, hvor den eksisterede. United havde på dette tidspunkt aldrig tabt en kamp i turneringen. Huddersfield kom hurtigt foran 2-0, og især en lille strithåret skotte imponerede. Han var her der og alle vegne. Matt Busby og hans assistent Jimmy Murphy sad på bænken og var målløse. De var vandt til at se fantastiske unge spillere; men denne lille skotte imponerede dem.
Busby råbte til modstanderens bænk, hvor den senere så legendariske manager i Liverpool, Bill Shankly, sad: -What’s his name? Shankly svarede: -Law, Denis Law. På stedet bød Busby £10.000 for ham, hvilket var en uhyrlig sum for en kun 16-årig spiller på det tidspunkt. Budet blev afslået, og det varede seks år, inden Busby fik ham. Denis Law var også som ungdomsspiller fantastisk. Den 24. februar fylder han 70 år.
Kom fra Aberdeen
Denis Law blev født i den skotske fiskerby Aberdeen som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans far var fisker og var ofte på havet. Levevilkårene var små, og hans første par fodboldstøvler fik han af en nabo. Han havde det store problem, at han var skeløjet og derfor spillede med briller. Alligevel blev han opdaget af Archie Beattie, som var spejder for Huddersfield Town, hvor hans bror var manager. Han kom til klubben i 1954 og debuterede på klubbens førstehold i 1956. I mellemtiden havde han gennemgået en øjenoperation, som kurerede hans øjenskade helt.
Manchester City og Torino
Efter fire år i Huddersfield kom han til Manchester City i 1960 for £55.000, hvilket var transferrekord dengang. Det var i hans første periode i City, at Law scorede seks mål i en FA Cup-kamp på udebane mod Luton Town. Det regnede så kraftigt, at dommeren afbrød kampen 20 minutter før tid ved stillingen 6-1 til City. Law’s seks mål talte derfor ikke, og hvad værre var, så tabte City omkampen 1-3. Efter kun en sæson i City blev han solgt til Torino i Italien. Han gjorde det godt i det italienske; men han kunne slet ikke vænne sig til den italienske disciplin, og efter lange forhandlinger og forviklinger blev han den 15. juli 1962 solgt til Manchester United for £115.000. Matt Busby fik endelig den mand, som han regnede for vigtig i genopbygningen efter München-ulykken.
The Lawman comes
Denis Law debuterede for United den 18. august 1962 på hjemmebane mod West Bromwich Albion og efter kun syv minutter scorede han sit første mål for klubben. Det var første gang Old Trafford og især Stretford End, så hans finger komme i vejret. En legende var født, og siden har han været en helt på Stretford End, hvor der også står en buste af ham. I de næste 11 år spillede han for Manchester United. I den periode vandt han to mesterskaber (1964/65 og 1966/67) og FA Cup’en i 1963. Han var på grund af en knæskade ikke med i Europa Cup-Finalen i 1968. I 1964 blev han valgt til Årets Fodboldspiller i Europa. Han er den eneste skotske spiller, som har modtaget denne hæder. I sæsonen 1963/64 scorede han 46 mål i alle turneringer for Manchester United, hvilket stadig er rekord. Han er den spiller, som har scoret næstflest mål for United efter Bobby Charlton. Denis Law er den eneste United-spiller, som har to kælenavne The King og The Lawman. Han er også den eneste spiller, som har to statuer på Old Trafford. Ovennævnte på Stretford End og den såkaldte Holy Trinity udenfor stadion sammen med George Best og Bobby Charlton.
Temperementet
Denis Law havde temperement på banen. Det resulterede bl.a. i to karantæner på hver 28 dage efter udvisninger. Han følte sig igennem hele sin United-karriere forfulgt af dommerne. Det skete efter en episode efter en kamp mod West Bromwich i december 1962. Under kampen havde dommeren konstant generet ham med spydige bemærkninger, hvorefter han sammen med Matt Busby indbragte sagen for The Football Association. Det bevirkede, at kampens dommer øjeblikkeligt kvittede sin dommerkarriere.
Afslutningen af karrieren
I sommeren 1973 kom han atter til Manchester City på en free transfer, og den kommende sæson skulle vise sig at blive den sidste i hans 18-årige karriere på topplan. Hans sidste kamp fandt mærkværdigvis sted på Old Trafford. United var i overhængende nedrykningsfare og behøvede en sejr. Ved stillingen 0-0 kort før tid scorede Law til 1-0 på et hælspark. Han jublede ikke og gik med hovedet bøjet direkte til City’s bænk og bad om at blive udskiftet. Han troede, at han havde sendt United ned i 2. division. Det viste sig, at end ikke uafgjort havde været nok for United på grund af de øvrige resultater.
Skotland
Denis Law spillede 55 landskampe for Skotland og scorede 30 mål. Det er en rekord, han deler med Kenny Dalglish; men sidsnævnte har spillet 102 landskampe for sit land. Han debuterede for Skotland den 18. oktober 1958 på Ninian Park i Cardiff mod Wales. Skotland vandt 3-0, og Denis Law scorede et mål. Skotlands manager hed Matt Busby. Hans sidste landskamp var VM-turneringen i Vesttyskland i 1974. Han spillede den første kamp mod Zaire, som Skotland vandt med 2-0, og han var meget skuffet over ikke at spille i de to næste kampe mod Brasilien og Jugoslavien. Derefter bekendtgjorde han, at han at han sluttede sin karriere, der bød på ca. 600 kampe og næsten 400 mål på topplan.
Privatliv/Efter karrieren
Denis Law blev i 1962 gift med Diana. De har fem børn – fire drenge og datteren, der også hedder Diana. Law har siden afslutningen af karrieren arbejdet som medkommentator på radio og TV. Familien bor stadog i Manchester-området.
Tillykke Denis. Long live The King.
Manchester United-karrieren i tal (Kampe og mål)
1. division: 305(4) 171
FA Cup: 44(2) 34
League Cup: 11 3
European Cup: 18 14
European Cup Winners Cup: 5 6
UEFA Cup: 10 8
Andre: 5 1
Total: 398(6) 237
Skotland: 55 30
|