Det er nu eller aldrig

Af Mads Thyrsted Laursen, studrende ved Danmarks Journalisthøjskole

Vi hænger med hovederne. Ansigterne er gemt i hænderne. Hovedrystende kigger vi først ned på banen, så op på måltavlen. Så ned på banen igen. Det er simpelthen ikke til at fatte. Spillernes reaktion er den samme. Ingen kan ikke begribe, hvad der lige er sket. I løbet af en uge er sæsonen ødelagt.

Det så sort ud. Meget sort. Med samlet nederlagt til Bayern München og exit fra Champions Leauge, et smerteligt hjemmenederlag mod Chelsea og en skuffende uafgjort mod Blackburn var de fleste United-fans, inklusiv mig selv, helt nede i kulkælderen. Sæsonen var slut, lige der hvor det skulle være allermest spændende. Hvad der ellers havde lignet endnu en god sæson var pludselig gjort til en regulær, en skuffende, ja vel nærmest en ubrugelig og pinlig èn af slagsen. Spillerne var fuldstændig modløse. De lignede mest af alt en flok trætte og triste skoledrenge, der ventede på, at klokken skulle ringe ud for sidste gang inden sommerferien.

Efter nederlagene blev det livligt diskuteret, hvad der var galt med Manchester United. Hvorfor gik spillerne sådan ned? Hvem havde svigtet? Hvad var holdet uden Wayne Rooney, hvis de overhovedet var noget? Og ikke mindst, hvilke spillere måtte lade livet og forlade klubben efter denne miserable sæson? Manchester United var indenfor en uge bombet tilbage til midten af 00’erne, hvor intet kørte, og der var langt mellem titlerne.
Det hele virkede ærlig talt lidt håbløst. Og så stod et godt kørende City-hold og ventede som gribbe klar til at æde et hårdt såret og døende dyr. Kunne det blive meget værre?

Men lørdag blev der igen åbnet op for mesterskabskampen. Med Scholes ”late winner” mod City og Chelseas nederlag mod Tottenham var alt med et åbent igen. Muligheden for det 19. mesterskab kom med et trylleslag tættere på. Alt blev åbent den lørdag.

Hvis vi lørdag vinder over Tottenham hjemme på Old Trafford, skal Chelsea leve med den viden, og det pres, at de skal vinde hjemme over Stoke for at generobre førstepladsen. Det pres har de selvfølgelig haft tidligere i sæsonen, men sæsonen er så tæt på sin afslutning, at det bestemt ikke er det sjoveste tidspunkt at have det på sine skuldre. Og slet ikke, hvis præstationen mod Tottenham var et tegn på ”gummiben”.

Noget andet, der underbygger muligheden for endnu et mesterskab er, at United på papiret har et noget mere overkommeligt slutprogram i de sidste tre kampe. Vi har overstået de svære udekampe, og har kun Tottenham som den sidste store udfordring. Og ja, jeg ved godt, vi skal til Sunderland og spille. Men Sunderland har sikret sig sin eksistens i ligaen, og derfor burde deres motivation ikke være lige så stor som vores - vi har trods alt et mesterskab at spille for!

Chelsea derimod mangler stadig at møde Liverpool ude. En kamp, der uden tvivl bliver altafgørende for mesterskabets placering. Chelsea er pisket til at vinde, hvis de vil være mestre. Liverpool kan også kun bruge en sejr i deres jagt på europæisk fodbold i den kommende sæson. Paradoksalt nok så kan en Liverpool-sejr spille mesterskabet til Old Trafford, noget som bestemt ikke vækker begejstring blandt hverken fans eller spillere på Merseyside. Men hvad vægter de højest? Europæisk fodbold i næste sæson eller en tangering af deres mesterskabsrekord? 

Jeg tror på, at vi bliver engelske mestre. Holdet viste under City-kampen de kvaliteter, der var totalt forsvundet efter de smertelige nederlagt til Bayern og Chelsea. Spillet var godt, gejsten var tilbage, vindermentaliteten var tydelig, og der blev knoklet for sagen. De samme kvaliteter som Chelsea overraskende nok manglede mod Tottenham.

Vi har momentum. Det skal udnyttes. Vi skal vinde over Tottenham og dermed sætte presset over på Chelsea. Det er nu eller aldrig, vi skal slå til. Det er nu, vi skal tvinge Chelsea til at vise, hvilken støbning de er gjort af. Var det en enkelt smutter, eller har de fået ”gummiben”?

Vi løfter hovederne. Skuffelsen er langsomt glemt. Troen er tilbage. Vi rejser os fra stolene. Sporadiske råb svæver gennem luften. ”Come on United”. Vores stemmer samles til én. Sangen gjalder fra tribunen ned mod banen. ”Keep the red flag flying high, ’cause Man United never die”.