Er City en alvorlig udfordring?

Af: Karsten Rung Nielsen, journalist og Manchester United-fan siden starten af 1970erne.

(Vi beklager fra redaktionens side at denne uges kommentar først kommer ud og ligge nu, men dette skyldes IT problemer. Og skribenten havde skrevet ugens kommentar inden weekenden)


To mesterskaber, fire pokaltriumfer, to gevinster i Liga Cuppen og en enkelt i pokalvindernes Europa Cup.
I forhold til Manchester Uniteds række af trofæer er Manchester Citys ganske ordinær – den seneste triumf ligger 33 år tilbage.

Alligevel hævder nogle City-fans lige så blåøjet som deres klubfarver, at City er bedre end United, fordi…

Ja, hvorfor egentlig?

Det er aldrig rigtig gået op for mig, men jeg stødte for en halv snes år siden ind i en City-supporter på en pub i Århus. Såv dit jeg husker var det 1999/2000-sæsonen, og vi havde udekamp mod Leeds. Det var sæsonen efter den legendariske The Treble, og Leeds blev slået 1-0, tror jeg. Alligevel hævdede fyren, der var pinlig ædru og seriøs, at Citys hold var bedre end vores og desuden havde (har) større opbakning i byen, end vi har. Det er noget vås, fordi fordelingen er cirka 60/65:35/40 i vores favør.

- Nicky Weaver (Citys daværende målmand, red.) er bedre end Schmeichel, sagde han med overbevisning og ramsede derefter hele raden af ukendte boldflyttere og arbejdsmænd i himmelblå dragter op, mens Beckham, Stam, Keane, Solskjær og så videre var rene nybegyndere.

- Og så er vi jo en rigtig klub, påstod han med henvisning til, at kommercialiseringen havde fået godt fat i United, og endnu ikke var nået over i den anden ende af byen.

Det gjorde den til gengæld sidste år, da Sheik Mansour og hans Abu Dhabi Group overtog klubben med det mål at føre den op i den ende af Premier League, hvor det er sjovt, og hvor vi er vant til at være.
Siden har ingen hørt noget til ovenstående argument, som må bunde i et klar lillebror-kompleks.

Søndag eftermiddag klokken 14.30 dansk tid tager United imod City til sæsonens første lokalderby.
Med Sheik Mansour og Abu Dhabi Group, der får Abramovitch til at blegne på diverse formuestatistikker, har nye spillere nærmest stået i kø uden for City of Manchester for at sætte deres signatur på fede kontrakter. Stjerner som Adebayor, Robinho, Tevez og Touré skal være med til at løfte Citys middelmådighed derop, hvor den ikke har været siden årene omkring 1970. Og der skal vel ikke ret meget fantasi til at forestille sig, at City-spillerne vil kæmpe en vis legemesdel ud af bukserne for at hente mindst det ene point søndag på Old Trafford.

Jeg håber inderligt, at det mislykkes. Dels er der noget forkert i, at det er muligt at købe sig til succes, sådan som Chelsea desværre har haft held af. Dels har jeg holdt med United i omkring 40 år, så min sympati – som ikke er det samme som respekt – for City kan ligge på et meget lille sted.

Netop de to rigeste klubber er de eneste med maksimumpoint så langt denne sæson. United har i tur og orden klapset Arsenal, der kom til Old Trafford uden pointtab, og Tottenham, som tog imod hjemme efter den bedste sæsonstart i mange, mange år. Arsenal-sejren blev i øvrigt ledsaget af de sædvanlige pattebarns-udtalelser fra Arsene Wenger. Denne gang om Darren Fletchers (banens bedste) spillestil, mens vi i en halv time spillede med en mand i undertal på White Hart Lane – uden at det bød på de store problemer og med Wayne Rooney i hopla.

For United er det år et efter Ronaldo, men jeg hører med til dem, der mener, at salget af den portugisiske krukke vil vise sig at være en fordel i og med, at hans attitude og selvpromovering efterhånden var mere til skade end gavn for holdet og klubben.

Ser man bort fra Burnley-kampen har spillet så langt denne sæson været ok, selv om der endnu mangler timing og rytme i angrebsspillet og den sædvanlige suverænitet i de bagerste rækker. Jeg savner dog en kreativ mand på midtbanen, en type a la Zidane eller Michael Laudrup, der ud af ingenting løfter spillet op til de genialiteter, der kan afgør de store, tætte kampe.

Spørgsmålet er bare om en sådan spiller findes og kan købes for penge …

Uanset er jeg sikker på, at Manchester United er med i den ende, hvor det sjovt, når afgørelsen i Premier League nærmer sig til foråret. Og fire mesterskaber i træk vil næsten være for vanvittigt, men indtil da kan jeg leve med, at vi også stopper Citys sejrstime efter at have stoppet Arsenals og Tottenhams. At vi sender dem over i den anden ende af byen med et klart nederlag i bagagen, der klart og tydeligt fortæller, at vi har tacklet udfordringen fra vores nyrige naboer.