| Har Berbatov en fremtid i United? |
|
|
Har Berbatov en fremtid i United?
Af Rasmus Onslev
Kremmer
At Dimitar Berbatov er en fantastisk fodboldspiller og har nogle tekniske færdigheder, som mange andre spillere skal kigge langt efter, det er de færreste i tvivl om. Men hvorvidt han passer ind på Manchester Uniteds hold, det er en helt anden historie og et spørgsmål, som virkelig deler vandene blandt de røde tilhængere. Nogle mener, han er lige præcis det, som Manchester United har manglet tidligere. Den spiller, der kan splitte modstanderens forsvar med sin til tider uforudsigelige spillestil. Andre er til gengæld langt fra overbevist om hans kvaliteter. De synes, han smider for mange bolde væk, er for doven og trækker tempoet ud af spillet.
For mig at se, er der umiddelbart tre problemer forbundet med Dimitar Berbatov. For det første er hans bundniveau simpelthen for lavt. Han kan spille en fremragende kamp for så at falde fuldstændig igennem i den næste. For det andet er jeg i tvivl om, hvorvidt Sir Alex Ferguson stadig tror på sin bulgarske guldfugl. Han har godt nok været med i 29 (21 fra start) Premier League-kampe indtil videre og fundet vej til netmaskerne 12 gange, hvilket egentlig må siges at være ganske udmærket. Alligevel mener jeg, at Ferguson sender et tydeligt signal, når han vælger at spille med en halvskadet Wayne Rooney frem for Berbatov i Champions League-kampen mod Bayern München på Old Trafford. Det lugter lidt af mistillid – eller i det mindste af, at Ferguson er ved at miste tålmodigheden med Uniteds nummer ni. Desuden kommer der flere og flere historier om, at Ferguson vil sælge Berbatov. For det tredje er jeg faktisk også lidt i tvivl om, hvor meget tiltro medspillerne har til Berbatov. Da han lå skadet i kampen imod Blackburn, var der ingen af holdkammeraterne, der havde i sinde at sparke bolden ud. Jeg ved dog ikke, om de ganske enkelt ikke havde set, at han lå på græsset, eller om de virkelig var ligeglade.
Det, der taler for en Berbatov-fremtid, er imidlertid, at enkelte af spillerne og Ferguson tidligere har været ude med store roser til ham i medierne.
Jeg har aldrig været den helt store fan af Berbatov. Det er ikke fordi, han ikke løber, for det har han aldrig gjort, så det forventede jeg heller ikke, han ville gøre for Manchester United. Men hans ugidelige attitude irriterer mig dog en smule. Jeg indrømmer gerne, at han har lavet nogle fantastiske oplæg og scoret nogle flotte mål i den røde trøje. Jeg mener bare ikke, at han passer ind på holdet. I mine øjne spiller han simpelthen for langsomt og trækker tempoet ud af Uniteds angrebsspil. Han har da sine øjeblikke, men der er ganske enkelt for langt imellem dem. Derfor er mit råd til Ferguson: ’Cut your losses’ og sælg Berbatov til sommer….
Jeg tvivler dog på, at Ferguson lytter til mig. Det er muligt, han har indset, at Berbatov aldrig bliver den største stjerne i Manchester Uniteds historie, men manageren er stadig skotte. Så han vil næppe acceptere sit ’fejlkøb’ og sælge ham for halvdelen af de omkring 300 millioner kroner, han gav for ham. Og desværre køber han nok ikke en ny klasseangriber, så længe den bulgarske landsholdsspiller er i truppen. Derfor er jeg bange for, at Berbatov har en fremtid i klubben – dog måske på bænken. Også selv om rygterne siger noget andet. |
TIDLIGERE KOMMENTARER
- Fire finaler
- Har vi tabt momentum?
- All I want for Christmas
- Thursday night, channel 5
- Rios angreb på Blatter
- Ligatrofæet bliver i Manchester
- Bekymring fremfor Panik
- Værdier, der skaber succes
- Tronskifte
- Den største af alle kampe
- Liverpool lever i fortiden
- Charme, selvtillid og lækkert hår
- Play station-mål og smølfe-titelkonkurrent
- Bye-bye Berba
- Giv manden en chance!
- Fremtiden er sikret
- Here we go again!
- Trofæet skal til Old Trafford
- En god sæson – men næste truer
- Tillykke - husk lige at være lidt ydmyge


