| Tillykke Chelsea - søndag er vi Wigan-supportere |
|
|
Tillykke Chelsea – søndag er
vi Wigan-supportere
Af Karsten Rung
Nielsen
På søndag kan Chelsea med stor, stor sandsynlighed løfte ligatrofæet som vinder af Premier League 2009/10. Dermed smutter drømmen om det historiske fjerde mesterskab i træk og det lige så historiske 19. mesterskab for Manchester United.
Mesterskab nummer 19 skal nu nok komme, men chancen for, at det kommer på søndag, er vel mere et håb end en chance? Hvem er det lige, der tror på, at upåagtede Wigan kan stikke en kæp i hjulet på Chelsea, der i sæsonens indtil nu 18 hjemmekampe blot har afgivet fem point af 54 mulige?
Hvis man skal sætte procenter på, ligger Manchester Uniteds muligheder vel på under fem procent, men kravet for, at ligatrofæet havner på Old Trafford, er sejr og intet andet mod Stoke, der forleden slog Fulham på udebane.
Indtil andet er fakta, så krydser vi fingre og lever i og med håbet for én af Manchester Uniteds styrker gennem tiderne har netop været never-say-die-holdningen, og den er der i høj grad brug for på søndag.
At mesterskabet havner i Londons velhaverkvarter skyldes først og fremmest, at Chelsea er gode, men også at vores hold i løbet af sæsonen er røget ind i nogle trælse nederlag, som i sidste ende koster os ”vores” trofæ: Nederlaget til Burnley tidligt i sæsonen, til Liverpool og Everton i to kampe, hvor spillerne virkede umotiverede og ligeglade og måske ikke mindst hjemme til Aston Villa. Dertil kommer to tab mod Chelsea og et til Fulham.
Vel, nogle af tabene kan vi med en vis ret give en lang, lang række skader på forsvarsspillere skylden for, men at en flok unge mænd med en ugeløn på den gode side af en halv million kroner virker umotiverede, uden vinderinstinkt og sejrsvilje er en gåde for mig; det lod klart og tydeligt til at være tilfældet i de to udekampe i Liverpool. I disse situationer mangler holdet virkelig en Roy Keane-type til at pace holdkammeraterne frem ikke mindst set i lyset af, at Darren Fletcher svinger en del i sine præstationer.
Og for at gentage mig selv i disse spalter, så er det forstemmende at se på, at Manchester United er så frygtelig afhængig af, at Rooney og Fletcher lykkes. Gør de ikke det, så går det skidt. Jeg savner stadig en kreativ midtbanespiller og en angriber, der kan nette op mod 20 gange pr. sæson, så vi ikke bare har én (Rooney), men to målfarlige spillere. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at Manchester United søndag kunne kåres som mester, hvis Rooney ikke var blevet skadet i opgøre ude mod Bayern München. Det havde givet holdet en helt anden slagkraft hjemme mod Chelsea og med stor sandsynlighed resulteret i uafgjort og ikke et nederlag.
Inden sæsonen 2010/11 sparkes i gang i august har jeg desuden et stort ønske om, at det omsider lykkes at sparke Malcolm Glazer og hans afkom over på den side af Atlanterhavet, hvor de hører til. Hvem der skal styre klubben kommer det for vidt at spekulere over her, men det huer mig bestemt ikke, at Manchester United er klodens mest forgældede fodboldklub. På sigt kan det kun betyde, at vi taber terræn i toppen af engelsk og europæisk fodbold. Og vores klub spiller ikke om 7., 8. eller 12. pladser.
Desuden ønsker jeg mig, at klubben henter en målfarlig angriber mere. Det er muligvis allerede sket i og med, at mexicanske Javier ”Chicharito” Hernandez spiller i den røde trøje fra næste sæson. Og så lad os da få den midtbanespiller, der dels kan styre spillet a la Paul Scholes, men også trække genialiteter frem af ingenting. En spiller a la Barcelonas Xavi, der kan vende afgørende op og ned på kampens udfald, i løbet af et splitsekund.
Med VM en god måned forude kan det blive en rigtig spændende sommer, men det bliver næppe enkelt at hente de rette spillere til klubben. Dels tvivler jeg på, at pengene er på kontoen, dels får vi hård konkurrence fra vores himmelblå naboer, fra Chelsea, Arsenal og et par klubber eller tre i Spanien og Italien.
|
TIDLIGERE KOMMENTARER
- Fire finaler
- Har vi tabt momentum?
- All I want for Christmas
- Thursday night, channel 5
- Rios angreb på Blatter
- Ligatrofæet bliver i Manchester
- Bekymring fremfor Panik
- Værdier, der skaber succes
- Tronskifte
- Den største af alle kampe
- Liverpool lever i fortiden
- Charme, selvtillid og lækkert hår
- Play station-mål og smølfe-titelkonkurrent
- Bye-bye Berba
- Giv manden en chance!
- Fremtiden er sikret
- Here we go again!
- Trofæet skal til Old Trafford
- En god sæson – men næste truer
- Tillykke - husk lige at være lidt ydmyge


