menu
Welcome Silly Season E-mail

Welcome Silly Season

 

Af Anders Bank-Rasmussen, Journalist, Kanal 5 Sporten

 

Sæsonen er forbi. Det føles lidt forkert at konstatere midt i en uge, hvor Wembley åbner portene for FA Cup-finalen, inden det helt store show løber af stablen i Madrid i næste uge. Men det er faktum. Der er ikke mere at spille om, og helt som forventet lykkes det ikke at fravriste Chelsea førstepladsen og hente det 19. mesterskab.

 

Egentlig er jeg ikke engang skuffet. For mine forventninger til, at det ville lykkes at vinde Premier League har ikke rigtig været der på noget tidspunkt i sæsonen. I mit hoved havde vi ikke mesterklasse, og jeg har derfor været afklaret omkring det siden en gang midt i november.  Nu håber jeg bare, at Alex Ferguson får blandet kortene helt rigtig i løbet af sommerferien, så vi kan være bedre rustet til næste sæson.

 

Hvis vi skal tage titlen hjem til Manchester igen, så skal Sir Alex ikke bruge alt for megen tid på den franske riviera. For der skal nyt blod ind på holdet, som jeg synes trænger gevaldigt til en opstrammer. På nogle positioner i akut grad. I andre tilfælde er der måske et år at løbe på endnu.

 

Til den første kategori hører midterforsvaret. For mit klare indtryk er, at Rio Ferdinand er færdig som topklasse forsvarer. Ryggen har drillet i 18 måneder nu, og der er ikke noget, der tyder på, at de har fundet ind til roden af problemet.

 

Derfor tror jeg ikke, at Rio kommer til at spille nogen større rolle i næste sæson, hvilket gør det nødvendigt at gå på markedet efter en midterforsvarer til sommer. Der skal findes en makker til Vidic. En makker på højt niveau.

 

For i min optik er Johnny Evans mest en squad player, der ikke må spille 38 kampe, hvis vi skal vinde mesterskabet, og vurderet ud fra det, som jeg har set til Chris Smalling i Fulham, så er han i bedste fald en meget usleben diamant.

 

Et andet akut problem, som der skal findes en løsning på, er angrebsposten. Rooney har brug for støtte oppe foran, hvor for meget har hængt på hans skuldre. Købet af Javier Hernandez ændrer ikke på det. Han er ikke klar til at tage stort ansvar på holdet, men skal både vænne sig til livet i en europæisk topklub og spillestilen i Premier League.

 

Derfor glæder det mig at se, at den franske landstræner Raymond Domenech ikke fandt plads til Karim Benzema i VM-truppen. Måske det kan overbevise den unge angriber om, at én sæson i Real Madrid var rigeligt. Ham ser jeg rigtig gerne ende på OT efter sommerferien!

 

Det er efter min mening de to vigtigste indsatsområder for Ferguson og David Gill i løbet af sommerferien.

 

Knapt så presserende er behovet på to andre positioner, hvor jeg godt mener, at vi kan vente et års tid endnu, hvis nødvendigt. Der mangler godt nok noget kreativitet på midtbanen til tider, og Tomasz Kuszczak og Ben Foster har i sæsonens løb demonstreret, at de ikke har United-klasse.

 

Men i begge tilfælde er vi så heldige, at SAF vist godt kan vride en hæderlig sæson mere ud af Edwin van der Sar og Paul Scholes, inden han går på jagt efter Modric, Lloris, Akinfeev og hvad de ellers hedder.

 

På et punkt kan Ferguson dog godt holde pungen i lommen. For efter at have bandet ham tilbage til fødeøen på Kap Verde i et par år, så er jeg lige pludselig gået hen og blevet fan af Nani af alle spillere!

 

Jeg ved ikke helt, hvad der er sket. Men det virker som om, at den berømte 25-øre omsider faldt for kantspilleren i sidste halvdel af sæsonen, hvor han vel har været en af vores allerbedste spillere. Jeg både håber og tror, at han udvikler sig endnu mere efter sommerferien og får en fantastisk sæson.

 

I en verden, hvor matadorpenge var gangbar valuta, så jeg dog gerne, at Milos Krasic blev hentet i CSKA Moskva som yderligere fløjforstærkning. Han er en kommende verdensstjerne, men det række de rigtige pengesedler nok ikke til.

 

En måde at få lidt flere af den slags på er selvfølgelig at sælge spillere. Må jeg her forslå Ferguson at bide i det sure æble og afskrive Dimitar Berbatov som aktiv. Selv 15 millioner pund udgør en glimrende handel for United, selvom han i givet fald vil have fået sin værdi halveret på bare to år.

 

Mulighederne er mange de næste måneder. Jeg glæder mig til at se, hvad de bringer. For afslutningen på en sæson signalerer bare starten på en ny. Welcome Silly Season.

 
Statistik
Advertisement

Manchester United Supporters Club Scandinavian Branch

© 2008 Hjemmesider med stil